Man kan stadig nå at tilmelde sig Hornbækløbet, som går gennem både den smukke badeby og dens omgivende natur. Løbet skydes i gang 25. juli kl. 09.30
Hvis du savner en smuk motionsoplevelse, som du kan dele med dine venner og familie, denne sommer, så er Hornbækløbet noget for jer. Løbet, som arrangeres af Hornbæk Rotary, er for alle – man kan vælge mellem at løbe 10 kilometer eller løbe/gå fem kilometer gennem nogle af Nordsjællands smukkeste landskaber og byrum.
Som altid går starten fra Øresundsvej, hvor man i år for første gang vil kunne opleve Hornbæks nye femstjernede hotel Cori i al sin pragt. Folkene bag Cori stiller som de foregående år med et hold og står i år også for uddeling af vand til løberne undervejs.
Hornbækløbet er af årets store begivenheder i den populære badeby, og startskuddet går i år lørdag 25. juli 2026 kl 09.30 fra Øresundsvej. Det er muligt at tilmelde sig frem til løbsstart. Det bedste er dog hurtigst muligt at melde sig og sine løbevenner til via hjemmesiden hornbækløbet.dk. Her finder man også alle relevante oplysning om løbet.
Hornbæk Rotary har afviklet Hornbækløbet siden 2009 på nær enkelte år, hvor blandt andet corona betød aflysning. I år er det tredje år i træk, hvor rotarianer Susanne Ekelund er løbsansvarlig og står i spidsen for de frivillige, der står for planlægning og gennemførelse.
”Vi har fra starten ønsket, at Hornbækløbet skal være et hyggeligt arrangement for både hurtigløbere, motionister, familier. venner, naboer og i øvrigt alle der sætter pris på bevægelse og skøn natur. Overskuddet fra løbet går hvert år til forskellige projekter og personer, der gavner lokalsamfundet. På den måde er løbet et non-profit arrangement, hvor overskud fra løbet kanaliseres tilbage til gode initiativer i lokalområdet,” siger Susanne Ekelund.
Det er også muligt at støtte Hornbækløbet gennem løbsaktier, hvor man betaler en kr. pr. deltager – dog minimum 500 kr. Typisk deltager 500-600 personer. Med en løbsaktie følger et løbenummer og omtale på Hornbækløbets hjemmeside. I år har Hornbæk Rotary solgt, hvad der svarer til 97 løbsaktier. Blandt andre har Helsingør Kommune for første gang givet et tilskud på 5000 kr.
”Vores mål er at sælge 100 løbsaktier, så det ville være fantastisk, hvis vi kunne finde et par virksomheder, som har lyst til at købe en aktie i sidste øjeblik, så vi kunne nå helt i mål,” siger Susanne Ekelund.
Som nævnt er løbet både for de seriøse løbere, der sætter en ære i at vinde, og dem, der mest kommer for den gode oplevelse. For de førstnævnte er professionel tidstagning foretaget af Run2u/Norta ApS. Og der er flotte præmier på spil til de hurtigste. Den hurtigste mand og kvinde på henholdsvis fem og ti kilometerruten fået et gavekort på 1000 kr. til frit at handle i butikker, der medlem af Hornbæk Handel & Turisme. Der er også præmier til ungdommen (det vil sige personer født i 2010 og senere). Den hurtigste dreng og den hurtigste pige på et gavekort på 500 kr. – også til brug i butikkerne i Hornbæk. Alle der gennemfører løbet vil få frisk frugt sponsoreret af SuperBrugsen i Hornbæk.
Så der er alt at vinde – gå til hornbækløbet.dk og tilmeld dig og dine venner og slægtninge i dag.
