Lokale brandmænd var på pletten i løbet af få minutter – Hornbæk Skole evakueret tidligere i dag

Det blev en lidt anderledes dag på Hornbæk Skole i dag, tirsdag 16. december 2025.

Omkring kl. 13.30 gik skolens brandalarm, og alle ansatte og elever blev evakueret og ført ud på fodboldbanen, som proceduren foreskriver.

Samtidig fik Hornbæks frivillige brandmænd en alarm på deres pager. De røg afsted fra brandstationen på Birkehavevej, en sidevej til hovedgaden, med fuld udrykning. De var fremme på skolen på under fem minutter.

Inde i skolebygningen fandt brandmændene ud af, at det var en keramikovn, der havde sat brandalarmen i gang, da der var sluppet lidt røg ud. Alarmen blev afblæst uden brand eller skader, hvorefter ansatte og lærere kunne gå ind igen.

Episoden endte på den måde lykkeligt, og de deltidsansatte brandmænd på Brandstationen i Hornbæk fik bevist, at de er på pletten i løbet af få minutter, når der er brug for dem.

I øjeblikket er der 12 deltidsansatte brandmænd på Station Hornbæk, men der er brug for flere.

Kunne det være noget for dig, så kontakt Hornbæk-brandmand og holdleder Mick Steen Nielsen på mobil 49 28 96 10 00

Du kan også læse mere om, hvad det kræver at blive deltidsansat brandmand i Hornbæk her: Blivbrandmandnu.dk

Foto: På billedet ses brandmand og holdleder Mick Steen Nielsen sammen med sin datter, som var en af de mange elever på Hornbæk Skole, der i dag blev evakueret. Heldigvis blev alarmen afblæst, men så kunne man da lige give sin et knus. Privatfoto.

Tagged with: