Har du hørt om Spaghetti-Hamlet? Det er i samarbejde med Det Kommende Teater sommerens eneste produktion fra Helsingørs eneste producerende teater, HamletScenen, efter at teatret kun med nød og næppe overlevede forårets kommunale sparerunde. Men forestillingen anbefales.
Et tragisk resultat af rundbarberingen af Helsingør Kommunes budget var, at den internationale Shakespeare Festival på Kronborg blev sparet væk. Meget symbolsk for situationen er der med Spaghetti-Hamlet tale om én-mands opførelse af Hamlet for børn over 7 år – uden ord. Men stor ros til skuespiller Søren Ruby fra Det Kommende Teater for at løse den svære opgave, så der også bliver plads til grin i den ellers tragiske historie om den kongelige families undergang på Kronborg. Jeg erklærer mig enig i, som andre har noteret, at det er mimisk børneteater i verdensklasse.
Forestillingen opføres i HamletScenens Thaliasal, den indendørs Blackbox intimscene på 105 kvm. og plads til op til 60 publikummer. Salen ligger øverst i bygningen Kronborg 13. Mange helsingoranere kender ikke denne lille hemmelige Helsingør-juvel i barakbyen på det gamle slot, men Spaghetti-Hamlet er en god anledning til at lære den at kende.
På 50 minutter påtager Søren Ruby at udleve det kendte persongalleri fra Hamlet – om end det i denne forestilling er reduceret til en håndfuld roller. Det kræver en stor skuespiller at kunne skifte mellem de mange hovedpersoner, som tydeliggøres gennem kreativ brug af et tørklæde, uden at man taber publikum. Men det gjorde Søren Ruby ikke. Timingen var præcis og ikke mindst sad nogle humoristiske slapsticks lige i øjet.
Spaghetti-Hamlet er den livline, der denne sommer og efterår holder HamletScenen levende, og man kan kun opfordre Helsingørs børnefamilier og bedsteforældre om at komme afsted med deres børn over 7 år og give dem denne teateroplevelse og første introduktion til den berømte danske prins på Kronborg. Forestillingen spiller frem til 9. november.
Efter forestillingens afslutning går børn og voksne over til Kadetten, som også ligger inde på Kronborgs område, og spiser spaghetti og moderne kødsovs (kødet erstattet med klimavenlige og velsmagende bønner). Maden er inkluderet i billetprisen. Samtidig stimuleres samtalen rundt om bordet med en lille quiz, hvor en vinder kåres, inden man går hjem. Det er en dejlig måde af runde en teatertur af på, som måske kunne udvikles i andre sammenhænge.
At Helsingør Kommune, som lever af kultur i verdensklasse, i løbet af året har slagtet sine guldæg i form af HamletScenen og litteraturfestivalen Nord er ubegribeligt. Mere end 20 års arbejde er mere eller mindre smidt i skraldespanden. Nu begynder genopbygningen af Helsingør som kulturby. Spaghetti-Hamlet er den første spire. Lad den blive den første af 1000 smukke blomster.
Det skriver andre om Spaghetti-Hamlet:
”Spaghetti-Hamlet – smagfuld mimeversion af Shakespeares Hamlet. Søren Ruby formidler Hamlet i en original og velfortalt bearbejdelse og med tydelige skildringer af karaktererne i det stærkt reducerede persongalleri. Spaghetti-Hamlet er lige til at spise”
(Fem stjerner ud af seks fra Iscene.dk)
Læs mere om Spaghetti-Hamlet og køb billet til forestillingen her:
