Kunst på molen vender tilbage i weekenden

Nu slippes kunsten igen løs på molen i Hornbæk Havn. Det sker lørdag og søndag den 3. og 4. juli 2021.

Det kan du godt begynde at glæde dig til. Hornbæk Kunstnerne har bestilt godt vejr, og hvis der ellers er noget, der er normalt, så bliver det ”Kunst på molen” med barnevogne, bølgeskvulp, vaffelis, parasoller, ballonmænd, tjæreduft, ansigtsmalere, dixiland -jazz, hundeluftere og gedigen havnesnak og god stemning.

Mon ikke du har fanget pointen? Dertil kan du så lægge alle kunstnernes sammensparede talenter for både sidste år og i år. Så det bliver stort målt i både variation og kvalitet. Turen kender du sikkert – mole ud, mole hjem. Men forestiller vi os, at du lige sætter forstanden på pause, sænker skuldre og parader og møder op med et åbent sind, så er der en fair chance for, at dine sanser opsnapper en oplevelse eller to.

Vel, det kan selvfølgelig også være, at du blot trækker på skuldrene eller løfter øjenbrynene. Men hvis blot ét værk nu når frem til din sjæl, har det vel været hele turen værd.

“Det bliver, om vi så må sige, en blandet landhandel, noget for enhver smag, og sådan skal det også være. Den såkaldte ”gode smag” har vi parkeret inde i salonerne og givet luft til variationen. Den står de 31 kunstnere for. Der er malerier, smykker, skind, keramik, papir, sten, glas og træ. Dyrt og billigt, stort og småt. Noget inviterer til fordybelse, andet vil blot forsøge at behage dig her og nu. Men det er dig, der er smagsdommer på dagen. Farvel Corona og goddaw til kunst for fulde sejl – og lad os så tage det sidste stik sammen på molen,” lyder det fra de brave kunstnere.

Håber vi ses den 3. eller 4. juli. Vi har åben begge dage fra klokken 10 til 17.

Kunst på Molen 2021 – program:

Lørdag 3. juli 2021:  

Kl. 10: Velkommen – Kunst på Molen åbnes.

Kl. 12 – 16: Sabrina maler finurlige ansigtsmalinger på glade børn 

KL. 14 – 16: Gunnar Bay spiller

Kl. 17: Udstillingen lukker.

Søndag 4. juli 2021:

Kl. 10: Kunst på Molen åbner

Kl. 12 – 16: Sabrina maler finurlige ansigtsmalinger på glade børn

Kl. 14 – 17: Ballonsmeden  Einer laver fantastiske balloner til børn

Kl. 14 – 16: Gunnar Bay spiller.

Kl. 17: Udstillingen lukker for i år.

Læs mere om Hornbæk Kunstnerne her

Hornbæk Rotary Klub støtter Hornbæk.blog