Til lykke til Bagt – fejrer 10 år i Hornbæk

For ti år siden gik en drøm i opfyldelse. Det var da Hans og Helen kunne slå dørene op til Bagt. Hans og hustruen bragte med den lille bagerbutik et strejf af Paris og latinerkvarter til Hornbæk, og siden har hornbækkerne trofast stået i kø for at købe det håndlavede morgenbrød, kager og friskbrygget kvalitetskaffe fra Copenhagen Coffee Lab og Custom Coffee til at forkæle sig selv og hinanden med.

Enhver hornbækker har kikket gennem butikkens sprossede vinduer ind til signaturbrødet, det runde lyse Moffebrød, drysset med mel, som bages efter fransk metode med surdej, masser af vand og langtidshævning. Moffe har en sprød skorpe og en usædvanlig blød, sej og lækker krumme, som man kender fra Paris’ boulangerier. Fornyligt fik Moffe en ny fætter, Porterbrødet, som absolut også er værd at smage.

Som ung mand kom Hans i lære i Terndrup Bageri hos bagermester Søgaard. Her lærte han håndværket. Og her lærte han aldrig at gå på kompromis med kvaliteten og råvarerne. Den franske inspiration kommer fra hans unge år i Paris, hvor han også var så heldig at møde sit livs kærlighed, Helen, der også var fra Danmark og arbejdede som sygeplejerske. De to har været uadskillelige siden og er blevet forældre til fire børn.

I Paris arbejdede Hans som bager i Det Danske Hus på Champs Èlysées. En morgen på vej hjem fra byen kom han forbi et bageri i Paris’ gamle markedsgade Rue Mouffetard i det 5. arrondissment. Her duftede brødet så godt, at han gik ind og tilbød sin arbejdskraft gratis for at få lov at lære den franske bagerkunst. Det fik han lov til. Den erfaring har gjort ham til en af Danmarks bedste bagere. Han er simpelthen lykkedes at forene det bedste fra dansk og fransk bagerkunst i en samling unikke brød og kager.

Blandt kagerne kan fremhæves jordbærtærten på browniebund, en genistreg der skaber et perfekt møde mellem bærrenes bløde sødme og den seje, lidt salte chokoladekage. Jeg er også stor fan af Othellolagkagen, den klassiske trelags lagkage med vaniljecreme, makroner, marmelade, smukt omgivet af marcipankant med chokoladeglasur og fløderosetter på toppen. Alt er lavet fra bunden. Men udvalget er meget større og kan man ikke vælge én kage, har Bagt taget højde for det, ved også at lave udvalget i små mundrette størrelser, der kan spises i en mundfuld uden dikkedarer.

Rugbrødene er også i en liga for sig. De udvalgte kerner står i blød 12 timer inden de anvendes til at skabe den ideelle rugbrødsdej, som herefter langtidshæver under køl med høj luftfugtighed. Det bliver til smagfuldt rugbrød, som holder sig friskt i flere dage og løfter en hver rundtenom og madpakke til nye højder.

Hans er en mand med et højt energiniveau. Derfor er det heller ikke overraskende, at Bagt ikke længere kun findes i Hornbæk. Faktisk findes der i dag syv Bagt rundt om i Nordsjælland og København. Foruden Hornbæk findes Bagt nu i Gilleleje, Helsingør samt på Nørrebro, Østerbro, og i Borgergade i Indre By i København. Det sidste skud på Bagt-stammen ligger på Frederiksberg.

Hornbaek.blog ønsker Hans og Helen og hele staben i Bagt til lykke med de ti år! Lad det aldrig blive kedeligt!

Bagt er kendt for sine humoristiske bon mot’er, der kan altid få smilet frem. Foto: Bagt.

Læs mere om Bagt her

Hornbaek.blog udgives af Lotte Lund Media Lab

Hvis du har en god historie, eller du ønsker at annoncere eller være sponsor for Hornbaek.blog er du velkommen til at kontakte Lotte Lund på mail lolu@lottelund.dkeller på +45 – 24 24 49 43.

Hornbæk Rotary Klub støtter Hornbæk.blog