AMANDA GORMAN INSPIRERER TIL KLUMME OM HÅB – HVIS VI TØR

Lotte Lund, som står bag Hornbæk.blog, er ny klummeskribent i Nordsjælland. Første klumme var inspireret af den unge Amanda Gorman og hendes digt “Det bjerg vi må bestige”.

Her får du klummen – du kan også klikke på linket til Nordsjælland:

Pludselig byggede poesien bro mellem generationerne og til verden

Af Lotte Lund

”Hvordan kan vi finde lys i denne endeløse skygge?” 

Der stod hun, den unge digter Amanda Gorman, på Kongressens ellers hvide trappe, nu draperet i rødt og blåt, og hun begyndte at læse op af sit digt ”Det bjerg, vi må bestige”, skrevet i anledning af indsættelsen af USA’s nye præsident. Hun stod foran den 78-årige Joe Biden, der sammen med sin vicepræsident Kamala Harris netop var blevet svoret ind. Fra digtets første linje viste poesien og kunsten uventet og pludseligt sin styrke. Den 23-åriges ord og den 78-åriges budskaber smeltede sammen og skabte en ny tid og byggede bro mellem generationerne og byggede bro til verden. 

Jeg så det med mine egne øjne sammen med min familie hjemme i stuen i Hornbæk. 

Det var et godt spørgsmål, hun stillede i første sætning af sit digt. For dette år er på alle måder startet med alt for meget mørke. 

14 dage før Amanda Gorman trådte frem, havde vi siddet foran den samme tv-skærm og set de samme trapper blive bestormet af den afgående præsidents støtter og højreorienterede konspirationsteoretikere fra QAnon – en gruppe af ekstremister, som har fundet sammen om hårrejsende løgne spredt på de sociale medier af lederen Q, hvis identitet ingen endnu har afsløret. Demokratiet i verdens eneste supermagt blev truet for øjnene af os. Og er demokratiet i USA truet, er Danmark i fare. Uanset om vi kan lide det eller ej. Det transatlantiske bånd er afgørende for vores sikkerhed.

De seneste fire år har vi oplevet usikkerheden stige. Under det isolationistiske slogan ”America First” har det amerikanske demokrati udhulet ikke blot sig selv, men også den internationale orden, sikkerhedspolitisk, men også i forhold til kampen mod klimaforandringer, frihandel, global sundhed og andre vitale områder, som Jordens fremtid afhænger af. 

Et lignende normskred har desværre også spredt sig til vores eget lille land og inspireret til en spirende yderligtgående nationalisme, der ofte er forbundet med fremmedhed og racisme, ja, ligefrem nationalsocialisme. Vi har de seneste uger og måneder oplevet nye hjemmegroede grupper, der synes at have sagt farvel til demokratiets grundlæggende spilleregler. Grupper, der som visse amerikanere, tænder på totalitære ledere, trusler og vold. De har udnyttet internettets muligheder for at mobilisere og sprede misinformation. Det har været en skræmmende påmindelse om, at demokratiet dør, hvis mørkets kræfter tager over.

Men så stod den unge Amanda Gorman dér på Kongressens trappe i sin gule frakke som en lille sol. Og hendes ord åbnede os igen mod lyset. Hun strålede med hænderne dansende mod den frostklare blå himmel. Med det røde hårbånd i sit smukt flettede hår blev hun på den mest elegante vis modbilledet på Trumps latterlige og selvmodsigende MAGA-kasketter. 

Hun stod dér som en efterkommer af slaver og opfostret af en enlig mor. Hun mindede os om, at i USA – og i Danmark – er vi trods alt nået til det punkt, hvor din baggrund ikke er en forhindring i at drømme stort, drømme om at blive præsident eller statsminister. Kommer vi til igen at se hende på Kongressens trapper? Bliver Amanda Gorman præsident for USA? Dagen efter præsidentindsættelsen blev hun på amerikansk morgen-tv spurgt, om det var noget hun drømte om. ”Oh heck yeah! Det kan I godt planlægge efter,” lød det selvsikkert fra den unge dame. 

Må hun være en inspiration for os alle og flytte vores fokus fra modløshed til troen på, at der er det ”vi”, hun skriver om, at der er lys for enden af tunnelen, for enden af corona, for enden af vinteren. At vi sammen kan bestige bjerget.

Amanda Gorman startede sit digt med spørgsmålet:”Hvordan finder vi ud af denne endeløse skygge?” Og hun gav os svaret. 

”Når dagen gryr, træder vi ud af skyggen

Brændende og frygtløse

Daggryet blomstrer, når vi befrier det

For der er altid lys

Hvis bare vi tør se det

Hvis bare vi tør være det”

Oversættelse af Amanda Gormans digt ”Det bjerg, vi bestiger”: Tonny Pedersen og Thomas Bredsdorff

Hvis du har en god historie, eller du ønsker at annoncere eller være sponsor for Hornbaek.blog er du velkommen til at kontakte Lotte Lund på mail lolu@lottelund.dk eller på mobil 24 24 49 43.

Hornbæk Rotary Klub støtter Hornbaek.blog