Tirsdag gæster internationalt gadeteater i verdensklasse hornbæk

Hvis man er gammel kending af Helsingørs PASSAGE Festival, som i den kommende uge besøger Hornbæk, ved man, at der venter gadeteater-forestillinger i verdensklasse. Og har man ikke hørt eller oplevet Passage, er der kun al mulig grund til at lære disse gale, rørende, humoristiske, udfordrende gadekunstnere at kende. Og alle kan være med, for forestillingerne er GRATIS.

” PASSAGE FESTIVAL VIL NATURLIGVIS FØLGE ALLE GÆLDENDE RETNINGSLINJER OG ANVISNINGER OG SIKRE AT DISSE OPFYLDES UANSET HVOR, HVORNÅR OG HVORDAN FORESTILLINGERNE SPILLER. “

Passage festival 2020

Som altid ligger størstedelen af PASSAGE-programmet i Helsingør, men traditionen tro forgrener festivalen sig ud i nærområdet, og opsøger publikum hvor de befinder sig. 

Om det er på gåturen i skoven, badeturen på stranden, en hyggelig stund i kolonihaven, på plejehjemmet, i forhaven eller blandt boligblokken: Du vil kunne opleve dansk og internationalt gadeteater i verdensklasse, dér hvor du befinder dig. På tirsdag den 28. juli 2020 også i Hornbæk:

PASSAGE FESTIVAL PROGRAM I HORNBÆK 28. JULI 2020:

  • 15.00-15.30    Alex Barti (DK/MK) på Villa Strand
  • 16.00-16.30    Les Tonys Cie. Albedo (FR) med afgang fra Hornbæk Torv
  • 17.00- JUMP med Uppercut Danseteater (DK) på P-pladsen ved Hornbæk Torv

OM FORESTILLINGEN MED ALEX BARTI:

På Villa Strand er Alex Barti på spil. Han har taget sin marionetdukke Mr. Barti med, som pjatter og flirter med publikum, så længe han får lov. Med et særligt snoresystem på over 40 strenge, er der nok at holde styr på, når både publikum, dukke og dukkefører skal tilgodeses! Oplev Alex Barti tirsdag 28. juli kl. 15.00 på Villa Strand.

OM FORESTILLINGEN “LES TONYS”:

Du kan også møde et andet umage makkerpar – Tony og Tony. Sammen udgør de “Les Tonys”: To højtragende bodyguards, hvis fornemmeste opgave er at beskytte byens borgere på Hornbæk Torv. De har måske ikke været de hurtigste kadetter på akademiet, men de har hjertet på rette sted, og er fuldt fokuseret på opgaven. Hvor der er mennesker er der farer på færde, men med Tony’erne i nærheden har du intet at være bange for. Oplev Les Tonys tirsdag 28. juli kl. 16.00 med afgang fra Hornbæk Torv.

OM FORESTILLINGEN “JUMP”:

Hvordan gør man op med tyngdelov, middelmådighed og vinterdepression på én og samme tid? Man får specialdesignet en stor hoppepude, og giver sig i kast med at udforske den. Kaster sig på siden, kaster sig på hovedet, falder på røven. Hopper alene, hopper sammen. Hopper i himlen, således også på jorden. et er de færreste der ikke trækker på smilebåndet og får en barnlig sitren i kroppen, når Uppercut Danseteater hopper, danser og falder på deres ”AirFloor”. Den kan klare vægten af tre granvoksne mænd, og tilmed få det til at se legende let ud. Næsten. Oplev JUMP tirsdag 28. juli kl. 17 på P-pladsen ved Hornbæk Torv.

Hornbæk og hele Helsingør Kommune kan glæde sig over, at det overhovedet er lykkedes at gennemføre 2020-versionen af PASSAGE Festival. På grund af Covid-19 er programmet mindre end det var oprindeligt tiltænkt. Forestillingerne er også kendetegnet ved at være mindre, og de opføres under de nye omstændigheder, som coronavirus har skabt i det offentlige rum – for både kunstnere og publikum.

Det skal være trygt at se teater i byens rum. PASSAGE Festival vil naturligvis følge alle gældende retningslinjer og anvisninger og sikre at disse opfyldes uanset hvor, hvornår og hvordan forestillingerne spiller. 

PASSAGE Festival arrangeres af Dunkers Kulturhus og Helsingør Teater og finder sted 27. juli – 1. aug. 2020

Festivalen er støttet af Helsingør Kommune og Helsingborg Stad og af Statens Kunstfond. 

Hold øje med www.passagefestival.nu for alle forestillinger og opdateringer.

  • Hornbaek.blog udgives af Lotte Lund Media Lab. 
  • Hvis du har en god historie, eller ønsker du at annoncere, er du velkommen til at kontakte Lotte Lund på mail lolu@lottelund.dk eller mobil 24 24 49 43. 

Følg Hornbaek.blog – følg med i livet på Danmarks Cool Riviera!